Af Rikke Hesselvang
Efter et otteårigt interregnum siden udgivelsen af Kung Fu Panda 3 (2016) er DreamWorks atter trådt ind på scenen med deres nyeste bidrag til Kung Fu Panda-franchisen. Denne gang har kampscenerne og animationerne fået et nøk op – men det samme har forudsigeligheden.
Dragekrigeren Po (Rune Klan) lever som beskytter af Fredens Dal, men hans eksistens kastes ud i tumult, da Mester Shifu varsler (Lars Thiesgaard), at Po skal finde sin afløser som Dragekriger, hvilket Po finder særdeles frustrerende. Især fordi en ny og mystisk trussel dukker op. Hun kalder sig selv for Kamæleonen (Ann Hjort), da hun kan skifte form.
Mike Mitchell og Stephanie Ma Stine har i deres instruktørsamarbejde skabt en overordnet solid og god film. Kampscenerne har fået tilført en ekstra dimension af liv, da der er eksperimenteret med nyskabende animationer og visuelle effekter, som lykkes utrolig godt. Disse scener, og resten af filmen, bliver dog heller ikke ringere af, at Hans Zimmer står bag scoren.
En forbryder dukker op – en ræv ved navn Zhen (Katinka Lærke Petersen). Til trods for hendes hurtige tilfangetagelse vækker hendes viden om Kamæleonen stor interesse hos Po. Dette fører Po og Zhen ud på en farefuld rejse for at opspore den ondsindede skikkelsesskifter – en mission, der ikke er uden skæbnesvangre udfordringer.
Filmen har flere kontraster blandt karaktererne. Po er vokset op på landet, og den mistroiske ræv Zhen, som bliver hans kompagnon, kommer fra Enebærbyen, universets metropol. Byen skaber flittige associationer til New York, og det er et ærgerligt træk, for dét Kung Fu Panda-serien kan, er netop at få én til at drømme sig væk fra alt det amerikanske og ind i en kinesisk kultur.
Po er som altid klodset og morsom. Hans godhjertede natur skinner igennem, selv når han konfronteres med både gamle og nye fjender. Det er netop i disse øjeblikke, at hans evne til at opretholde balancen og genoprette retfærdigheden kommer til sin fulde udfoldelse, altid ledsaget af en hjertevarm og tåbelig bemærkning. Po er vores alle sammen antihelt.
Og netop retfærdighed er, hvad Kung Fu Panda 4 egentlig handler om – og dét er virkelig skåret ud i pap. Publikum behøver ikke at lede efter dybere lag. Det er nemlig et gennemgående tema i filmen, at alle karaktererne jonglerer mere eller mindre med ”smukke” og ”filosofiske” ordsprog, der ender i sjove og kiksede vendinger. De handler alle om at gøre det rigtige, om ikke at bryde løfter og om at være modig – hvilket i sig selv er godt! Men i længden bliver forsøgene på at fremskaffe det korrekte citat for søgte.
Noget der dog fungerer, er den smukke sidehistorie om kærligheden til sit barn, der udspiller sig gennem Pos to fædre: gåsen Hr. Ping og pandaen Li (henholdsvis hans adoptivfar og biologiske far, hvis det skulle have gået nogens næse forbi). Deres fælles samarbejde og evige dybe kærlighed til Po går lige i hjertet – især da deres bekymring for ham vokser, og de i kor siger ”vores baby?!”. Åh, hvor er det dog smukt.
DreamWorks kunne lave ti Kung Fu Panda-film, og de ville alle falde i god jord, for man tager ofte sig selv i at grine, fordi de rent faktisk er sjove og har humor – og Kung Fu Panda 4 er ingen undtagelse. Dog følger den en forventelig sti og ender som forudsagt fra starten. Derfor skal man ikke bekymre sig, hvis man ikke får den set, uanset hvor gammel man er. For som Hr. Ping siger det: ”Bekymring får ikke suppen til at koge hurtigere”.
Kommentarer